Koraltop – Smukke blomster året rundt
Koraltop
Koraltop (Kalanchoë blossfeldiana) er en stedsegrøn sukkulent staude, der tilhører Stenurtfamilien (Crassulaceae). Koraltop stammer oprindeligt stammer fra Madagascar, hvor den gror i de kølige Tsaratanana-bjerge. I dens naturlige miljø vokser den i humusrig jord og danner små oprette buske.
Før i tiden smed man normalt koraltoppene ud, efter at deres blomster var forsvundet. Dette gav dem en status som en slags “blomster-plante-gaver”, hvilket er en skam, fordi koraltoppenes blomstrer kommer igen med minimal pleje.
I denne artikel kan du læse om, hvordan koraltoppe passes og plejes, så blomsterproduktionen optimeres.
Plantning af koraltoppe
I Danmark er vejret for koldt til at koraltoppen kan stå ude i vinterhalvåret, men her kan man flytte den ind i hjemmet. Ved plantning er det vigtigt at give koraltoppen plads, fordi den kan blive op til ca. 50 cm i bredden og højden.
Vælg et sted med rigeligt sol og let, sandet jord. Hvis jorden er for tung, kan du blande den med kaktusjord. Koraltoppen bør ikke stå på et sted med kraftig vind.
Grav et hul der er dybt nok til at dække rødderne og anbrig koraltoppen heri. Fyld hullet til med jord og tryk let jorden. Alternativt kan man med fordel dyrke den i en potte eller anden beholder, hvilket normalt er det nemmeste, idet koraltoppen skal flyttes ind i hjemmet i vinterhalvåret.
Pasning og pleje af koraltoppe
Koraltoppe der dyrkes indendørs som stueplanter, kræver den samme basale pleje som udendørsplanter.
Potter: Koraltoppe vokser generelt bedst i lerpotter med drænhuller i bunden. Hvis man sætter potten på en tallerken el.lign. fyldt med sten eller grus, giver dette ekstra dræn. Koraltoppe skal altid placeres på steder med meget lys.
Lysforhold: Koraltoppe kan tåle forskellige lysforhold, men trives bedst i en lys vindueskarm uden for meget direkte sollys (især om sommeren). 8 – 10 timers sollys pr. dag er optimalt for blomsterproduktionen, men ikke altid realistisk i nordlige klimaer som det danske.
Vanding: Vand koraltoppen rigeligt når jorden føles tør og lad herefter jorden tørre helt ud. Koldt vand kan “shocke” planten – derfor er lunkent vand bedre. Undgå at vande bladene. Sørg for at der går noget tid mellem hver vanding (ca. 14 dage) for at undgå, at rødderne rådner. Overvanding resulterer i unormal fortykning af bladene. Vandingen bør reduceres i koraltoppens hvileperioder (mellem blomstringerne) samt om vinteren. Vandbehovet er ikke stort, fordi koraltoppen er en sukkulent, der holder vand i bladene.
Blomster: Visne blomster skal fjernes ved stilken. Selvom koraltoppe i naturen blomstrer om foråret, kan de i hjemmet blomstre på tilfældige tidspunkter af året. Ved at fjerne de visne blomstrer sikrer man optimal blomsterproduktion. Herudover vil 8 – 10 timers sollys (ikke direkte) pr. dag være optimalt for blomsterproduktionen. Nogle eksperter mener, at 6 uger med 14 timers nattemørke resulterer i blomster. For høje eller for lave temperaturer kan forhindre planten i at blomstre.
Temperatur: Koraltop trives kun i varme temperaturer på 15 – 27°C og er meget følsom over for kulde. Ved en temperatur på 5°C eller derunder dør planten i løbet af et par timer.
Jord: Udendørs kan en koraltop trives i de fleste jordtyper, men bedst i veldrænet, let jord. Indendørs trives den kun i veldrænet, let jord.
Gødning: Gødning er normalt kun nødvendigt i vækstperioder og her kun i sparsomme mængder. Gødning bør kun anvendes 2 – 3 gange pr. vækstsæson (fra foråret til slutningen af sommeren). Brug flydende standard-gødning fortyndet.
Ompotning: Koraltopppe ompottes i foråret. Pas på ikke at ødelægge bladene ved ompotningen (de knækker let).
Formering: Stiklingerne er nemme at have med at gøre. Lad stiklingerne tørre et par dage, inden de sættes i jorden. Roden dannes inden for et par uger. Hvis en gammel plante ikke længere producerer blomster, er det nemmere at plante nye stiklinger og få dem til at blomstre (end at bruge sine kræfter på den gamle plante).
Skadedyr: Koraltoppe er ikke specielt modtagelige over for skadedyr, men kontroller for uldlus, mider og skjoldlus.
Svamp: Pludselig visnen og bleg-grøn misfarvning er tegn på svampeinfektion. I dette tilfælde bør de ramte planter kasseres. Svampeinfektioner kan undgås ved at forbedre dræningen af jorden og ved ikke at overgøde planten. Koraltoppe kan også rammes af meldug.
Kæledyr: Koraltoppe er giftige for kæledyr (katte og hunde).